Rune er virkelig håndværker. Sådan noget bemærker jeg når vi eksempelvis betragter en kirke som Kornerup Kirke. Rune kan fortælle, hvad den måde de har bygget murene hedder og hvilken type tag det er. Jeg synes at det er fascinerende at høre et menneske som ved noget dele ud af sin viden og især når det udspringer af kærlighed til sit håndværk og passion.

Turen

Vi mødtes på Roskilde Station fredag (Store Bededag) kl 10 og var på få minutter klar til at løbe afsted. Rune var blevet kørt til start af sin frue og datter, som vinkede farvel og så var vi på vej. Vores første navigationspunkt var Vikingeskibsmuseet og Bageren overfor. Vi tankede op på Spandauere og så løb vi mod Boserup Skov. Benene var friske og vi brugte tid på at tale om nærmest alt mellem himmel og jord. Den natur som hurtig omgav os, arbejdssituationen og andre ting som optager os blev vendt og drejet og på sådan en tur har man rigtig god tid til at tale ting i bund.

Fra Boserup Skov løb vi nordpå ud mod Bognæs Strandenge, som er privat ejet, men som man gerne må besøge, hvis man færdes på vejene. Bognæs Strandenge har være yngleplads for Havørne i flere år efterhånden (en velbevaret hemmelighed) og byder på helt fantastisk og en smule isoleret natur. Næsten på spidsen af Bognæs lavede vi den første kop kaffe og spiste spandauer mens vi sludrede videre om løst og fast.

Fra Bognæs Strandenge backtrackede vi nogle km og løb sydpå mod Kornerup Færgen. Kornerup Færgen er en trækfærge, dvs en tømmerflåde, som er gjort fast med reb på hver side af Kornerup Å, og som man så kan trække sig over på den anden side med. 500m fra åen blev vi mødt af et skilt, hvor der stod, at færgen var ude af drift grundet vedligeholdelse. Vi overvejede forskellige løsninger, bl.a. vandpassage, commando-løb gennem terrænet (temmelig uvejsom terræn skal lige nævnes) inden vi besluttede at løbe op til en hovedvej og finde næste skæringspunkt mellem hovedvej og Skjoldungestierne.

Nu var klokken godt over middag og vores samtaleemne var nu hovedsageligt MAD. Vi var begyndt at blive godt sultne. Planen havde hele tiden været at finde en købmand eller lignende, hvor vi kunne købe sandwiches eller anden frokost. Kort inden skæringspunktet med stisystemet mødte vi et lokalt ægtepar, som var ude at gå, om som nysgerrigt og meget hjælpsomt briefede os på lokalområdets muligheder. Herfra besluttede vi at løbe de næste 4km til Lejre og finde en Brugsen eller en bager. Inden vi nåede Lejre gjorde vi holdt ved Kornerup Kirke og fik fyldt vores vandflasker op, og beundrede kirken inden vi løb videre. 

Rune er virkelig håndværker. Sådan noget bemærker jeg når vi eksempelvis betragter en kirke som Kornerup Kirke. Rune kan fortælle, hvad den måde de har bygget murene hedder og hvilken type tag det er. Jeg synes at det er fascinerende at høre et menneske som ved noget dele ud af sin viden og især når det udspringer af kærlighed til sit håndværk og passion.

Da vi nåede hovedgaden i Lejre rundede vi det første hjørne og stod lige foran Lejre Pizzaria. Skilte med italiensk-klingende navne prydede forsiden af pizzariaet og her var en chance vi ikke kunne forpasse. 2 gange Capricciosa med appelsin sodavand blev skyllet ned i et grønt område som grænser op til hovedgaden, mens vi havde taget skoene af og nød vores tiltrængte frokost i solen. 

På vores vej til Lejre havde vi kort forinden fra afstand set stensætningerne ved Gl Lejre og mens vi spiste aftalte vi at vi ville tilbage af samme vej og dreje ind da stensætningerne var et af de pejlepunkter vi havde udset os fra starten.

De næste to timer var ”goldennugget” på ”goldennugget”. Den ene store oplevelse efter den anden. Stensætningerne ved Gl. Lejre. Lejre Museum, Herthadalen og Herthaaltret. Ved sidstnævnte ofrede vikingerne hver 9. år i januar, 99 mennesker heste og haner. Fra alteret løb vi igennem Herthadalen mod den nye Kongehal i Sagnlandet Lejre. Jeg vidste godt at Kongehallen først ville åbne d. 29. maj, men vi håbede at man kunne se hallen udefra. Dette viste sig at være svært, fordi Kongehallen er bygget lige på den anden side af en bakke og skærmet så man ikke kan se hallen fra museets p-plads. Vi løb tilbage ind i skoven og fulgte nogle små stier mod toppen af den bakkekam som Kongehallen er bygget op imod. På skilte i skoven stod der noget i retning af, ”Kære publikum vi ved at I har glædet jer, men I må være tålmodige lidt endnu. Gå ikke længere end til hegnet”. Det sidste besluttede jeg at tage meget bogstaveligt, så jeg bevægede mig langs med hegnet indtil jeg fandt en stub jeg kunne træde op på, og derfra kunne jeg se toppen af Kongehallens tag. Jeg kunne ikke se hele Kongehallen, men jeg kunne se nok til at blive overrasket over hvor storslået den Kongehal tager sig ud. Jeg glæder mig til at besøge Sagnlandet efter d. 29. maj.

Kongehallen var det sidste af punkterne på dagens liste, så nu begyndte vi at søge nordpå, op mod Roskilde Fjord og mod den lejrplads vi havde udset os. Det var ved at være sent på eftermiddagen og vi havde stadigvæk et par håndfulde km til gode for at nå frem til lejrpladsen.

Dagens sidste stykke blev tilbagelagt i solskin og dansk forår når det er bedst. Vi blev ved med at orientere os på kortet og løb de fleste km på skovstier op mod fjorden, men var nødt til, at søge ud på hovedvejen de sidste km inden lejren. Det betød dog også at vi ”fandt” Spar Købmanden i Borrevejle, hvor vi tankede op på vand, cola og Snickers.

Lejrpladsen vi havde udset os, havde to shelters og i beskrivelsen i ”Shelter”-appen fremgik det, at der desuden var toilet og vandpost. Vi havde valgt at købe vand i Spar ”just-in-case”, men forholdene viste sig at være bedre end forventet på lejrpladsen.

Mens vi kogte vand til kaffe slog vi telt og tarp op, og da det var klaret kogte vi vand til de tørrationer, som skulle være vores aftensmad. Claus (som jeg nævnte tidligere) havde rådet os til, at købe rationer med enten ris eller pasta, så vi fik lidt kalorier indenbords for at få dækket kaloriebehovet, mest af hensyn til at optimere restitution. De fleste mennesker kan klare kalorieunderskud i en periode, men når man skal være frisk til at løbe videre dagen efter er det lidt en anden sag.

De to shelters på pladsen var optaget af en familie, så vi lavede vores lille lejr ca. 100m. fra dem. Det betød at vi lå på et græsstykke, som grænsede direkte ned til bredden af Roskilde Fjord. Vi havde en enkelt stor kampesten i vandkanten, som lige præcis var stor nok til at vi kunne sidde der begge to, selvom at vi sad tæt. Mens vi sad og spiste vores mad og så ud over vandet talte vi om, hvor vi skulle løbe dagen efter. Vi overvejede kort at løbe nordpå langs fjorden 27km (ifølge skiltene) til Frederikssund, men den ide droppede vi, fordi det meste af vores ruten ville være på hovedvej.

Vi valgte i stedet at backtracke og løbe tilbage ned gennem Nationalparken på Skjoldungerstierne. Beslutningen blev egentlig først taget næste morgen mens vi sad og spiste havregrød med æble og kanel, ”en sikker vinder”. Vi var enige om, at vi gerne ville undgå det hårde underlag, (asfalt) men samtidig havde vi slet ikke fået nok af Nationalparken og naturen omkring Lejre.

Vi startede dag 2 med at gå de første km, for at varme kroppen op og for at komme af med den værste træghed i musklerne. Ved Bageren i Gevninge købte vi to spandauere og en sandwich med kylling og karry, som vi ville dele til frokost. Efter nogle hundrede meter drejede vi igen ind på Skjoldungerstierne og så var anden dagen for alvor skudt i gang.

I modsætning til dagen før, hvor vi løb fra punkt til punkt, så havde vi givet os selv helt fri nu. Vi havde en ide i hovederne om, hvilken vej vi ville løbe, men vi havde også aftalt at vi kunne trække stikke og hoppe på offentlig transport, hvis vi løb sur i projektet. Aftalen var at løbe efter Kirke Hvalsø og holde de pauser, som vi synes vi havde brug for.

1. stop blev ved Lejre museum, hvor vi drak kaffe og spiste spandauere inden vi fortsatte. Kort efter sagde Rune noget, som er blevet hængende hos mig lige siden. ”Hvor er det vildt. Vi når at løbe nogle hundrede meter, så har naturen ændret sig. Hver gang vi runder et hjørne er der noget nyt at se”. Det var præcis sådan jeg selv havde det.

Vi havde aftalt, at se efter et passende sted at spise frokost. Selvom at solen skinnede, bliver man hurtigt kold, hvis man sætter sig i skyggen i sit svedige løbetøj. På et tidspunkt løb vi ud gennem en skovkant nord for Skov Hastrup og stod i solen og havde udsigt over et stort og meget idyllisk område. 

Her blev vores sandwich fra bageren delt og vi holdt en kort pause for at fordøje maden og for at nyde udsigten. Mens vi sad der i solen blev vi enige om, at vi ville fortsætte på Skjoldungerstierne til de sluttede ved Kirke Hvalsø Station.

Vi nåede at holde en sidste kaffepause tæt ved Avnsø inden vi ankom til Kirke Hvalsø Station kl lidt over tre om eftermiddagen. Vi købte pladsbilletter i DSB-appen (det skal man i denne Corona-tid), vi ringede begge to hjem, for at fortælle at nu var vi ved vejs ende og på vej hjem med toget, inden vi løb over i Netto ved stationen for at købe cola og saltbomber.

Der blev ikke sagt så meget i toget, for jeg tror at vi begge var trætte og mætte på indtryk. Vi var enige om, at vi kun lige er begyndt på fastpacking.

Vi tilbagelagde i alt ca. 70km fordelt på de to dage med rygsække som vejede ca. 6 kg pr styk. 42km på dag et og 28km på dag to.

Pace på dag et var 5:32 min pr km og på dag to lidt langsommere.